Gå til hovedindhold
  • Appelsiner, æbler og kanelgifler er en del af materialet, når Gastronauterne arbejder i dansk. Foto: Casper Thrane
    Appelsiner, æbler og kanelgifler er en del af materialet, når Gastronauterne arbejder i dansk. Foto: Casper Thrane

Du er her

Smag i dansk: Risskov Gymnasiums Gastronauter tygger, snuser og gurgler sig til faglig forståelse for litteraturen

Reportager fra undervisning Kan man blive bedre til at skrive og bedre til at analysere og fortolke tekster ved at blive bevidst om, hvordan vi smager? Det afprøver Gastronauterne fra Risskov Gymnasium

Risskov Gymnasiums Gastronauter 2018-2019 er 2y. Klassens elever samarbejder med Aarhus Universitet og forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet om et 3-årigt forskningsprojekt, som undersøger, hvordan elevers smagsoplevelser og viden om smagsbegrebet kan være med til at styrke deres enkelt- og tværfaglige kompetencer.

Den bagvedliggende læringshypotese er, at det at smage har flere ligheder med det at erkende og erfare generelt. Kan man således blive bedre til at skrive og bedre til at analysere og fortolke tekster ved at blive bevidst om, hvordan vi smager?

Gastronauterne i 2y gennemfører lige nu et danskfagligt forløb om smagens betydning i litteraturen og livet, som særligt træner eleverne i at skrive reflekterende artikler. Undervisningen kombinerer skriftlige øvelser og analyseopgaver med konkrete smagsoplevelser, som både aktiverer elevernes sanseapparat og trækker på deres personlige erfaringer med smag. 2y-eleverne læser, skriver og diskuterer derfor ikke kun i timerne; de tygger, snuser, gurgler og holder sig til tider også for næsen, når de har dansk.

Klassens faglige arbejde og ikke mindst elevernes kritiske kommentarer til forløbsmaterialet er værdifuld viden for forskerne på Aarhus Universitet og i Smag for Livet.

Omtalt i artiklen

Lektor, Risskov Gymnasium og Ph.d.-studerende, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.


Cand.mag. Lektor i dansk og oldtidskundskab ved Risskov Gymnasium

Fokusområde: Læring

Casper Thrane er ansat som lektor i dansk og oldtidskundskab ved Risskov Gymnasium. I danskundervisningen har han i en årrække arbejdet med konkrete smagsoplevelser som en forudsætning for fagets teoretiske og intellektuelle læring. Casper Thrane er medforfatter til lærebogen Livretter - mad i kunst og litteratur (2014).

I Smag for Livet udvikler Casper Thrane tværdisciplinært (dansk og kemi) undervisningsmateriale til STX med udgangspunkt i smag.