Gå til hovedindhold
Luk den udskriftsvenlige visning

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Høst vilde urter fulde af smag på en sanketur. Foto: Mikael Schneider.
    Høst vilde urter fulde af smag på en sanketur. Foto: Mikael Schneider., ,
  • Høst vilde urter fulde af smag på en sanketur. Foto: Mikael Schneider., ,
  • Høst vilde urter fulde af smag på en sanketur. Foto: Mikael Schneider., ,

Du er her

Guide: Sådan sanker du skovens, strandens og byens spiselige urter

Søger...

Guide Lige nu spirer smagen frem i den danske natur, som vrimler med lysegrønne, sprøde og duftende urter. Her er en guide til at høste dem.

Fra foråret og helt frem til sent efterår, og sågar henover vinteren, myldrer det frem med spiselige urter i den danske natur. Kig efter planterne under en tur i skoven eller på stranden - ja, man behøver end ikke at tage længere væk end ud sin have eller den lokale park.

Prøv at sanke nogle af planterne og smag på naturen. Her kommer en guide til sankning af vilde urter - før, under og efter turen.

Før du tager afsted: Forbered dig

Start med at udvælge et landskab, du gerne vil ud i. Er det strand, strandeng, løvskov, nåleskov eller blot din egen have?

Tjek så, hvad du kan finde i dette landskab og på denne årstid. Det kan du gøre på hjemmesiden og app’en Vild Mad (find den her), hvor de dygtige sankere fra Vild Mad giver information og hjælp til at bestemme landskabet, finde urterne og beskrive smagen. Du finder også gode råd til at plukke og tilberede de forskellige urter.

Det kan være en fordel at udvælge nogle få urter, du gerne vil finde. For så kan du indstille blikket på lige præcis dem, og det gør dem lettere at finde.

Sidst, men ikke mindst, så udstyr dig selv med en kniv eller saks til at høste urterne, nogle poser eller en kurv til at opbevare dem i og et par handsker til at holde varmen – og beskytte dig mod brændenælder, torne og hvad du ellers måtte få fingre i.

Når du er derude: Brug sanserne og en guide

Når du er ude i naturen, handler det mest af alt om at bruge sanserne. Kig rundt og bemærk, hvilken type landskab du står i. Gå roligt gennem landskabet og lad blikket fæste sig ved de forskellige planter.

Finder du først den, du tror, du er ude efter, så studér den nærmere også med fingre, næse og til sidst smagssansen. Konsultér gerne Vild Mad eller en anden god guide til de spiselige urter. Når du er sikker på, at du har fat i den rette plante, er du klar til at høste.

Når du høster, så følg disse tre råd:

  • Sank og spis kun planter, som du er sikker på hvad er, og som er spiselige
  • Tag ikke for meget af hver urt – for naturens og andre sankeres skyld
  • Gå efter nye, spæde og friske skud og planter, de smager ofte bedst

Vil du være sikker på reglerne for, hvad og hvor du må samle urter og andre af naturens skatte, kan du læse mere på Miljøstyrelsens sider om friluftsliv

Når du skal tilberede urterne: Smag dig frem

Før du bruger urterne til mad, så skyl dem godt. Der kan gemme sig små insekter, visne blade, sand og andre sager, som du ikke vil have med i maden. Mange vilde urter holder sig fint i flere dage i en pose i køleskabet. Se, duft og smag inden du bruger dem, for at være sikker på, at de stadig er friske.

Du kan sagtens finde opskrifter på mad med de forskellige vilde urter i bøger og på hjemmesider om vilde urter i køkkenet. Nedenfor giver vi dig tre af de helt simple opskrifter.

Du kan også blot prøve dig frem ud fra urternes smag, mundfølelse og hvilke andre råvarer, de minder dig om. Stuv f.eks. de kål- og spinatsmagende urter med lidt fløde og salt til en enkelt pastasauce, blend milde spæde skud til en pesto som tilbehør til brød eller kød, eller svits og tilsmag de smukke som en garniture til din almindelige aftensmad.

Vilde planter er netop vilde, og smagen kan variere ret meget. Ofte smager de bedst tidligt på sæsonen, når de er spæde, og bliver mere bitre senere på sæsonen. Også stedet de vokser kan være afgørende for deres smag. Derfor skal du altid smage på dine nysankede urter, inden du bruger dem i maden og undervejs i tilberedningen, så du kan vurdere graden af bitterhed og de andre smagsnoter, som du gerne vil have frem.

Omtalt i artiklen

Projektkoordinator

Mikael Schneider er videnskabsjournalist, cand.scient. i humanbiologi og ph.d. i sundhedsvidenskab.

Han er projektkoordinator i GastroLabCollege. I Smag for Livet var han centrets projektkoordinator og en del af ledelsen. Hans rolle var at koordinere, facilitere og formidle Smag for Livets projekter, tværfaglige arbejde og nye samarbejder med eksterne partnere.

Han er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).

Sammen med Eva Rymann har han udgivet bogen Sådan smager børn. Den videnskabelige forklaring på, hvad dit barn vælger at spise - og hvorfor (Gyldendal, 2018) og En festival af smag (Smag for Livet Forlag, 2021).