Gå til hovedindhold
Luk den udskriftsvenlige visning

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Måltidet skaber fællesskaber. Her er børn i gang med at kreere gode madpakker. Foto: Klavs Styrbæk
    Måltidet skaber fællesskaber. Her er børn i gang med at kreere gode madpakker. Foto: Klavs Styrbæk

Du er her

I begyndelsen var måltidet

Søger...

Artikel Måltidet kan skabe fællesskab, det kan styrke et eksisterende fællesskab, og det kan kvalificere fællesskabet. Det kan minde os om, hvad det er at være menneske, skriver professor Ole G. Mouritsen i denne kronik

HVEM HUSKER IKKE festmåltidet i ”Babettes Gæstebud”? Mens måltidet skrider frem, opløses gamle fjendskaber, og fællesskabet samler sig. Fælleskabet omkring måltidet bærer sin helt egen magi.

Vi skal mindst 1,9 millioner år tilbage for at finde roden til dette magiske fællesskab. Tilbage til den tid, hvor antropologer mener, at vores forfædre begyndte at bruge ilden til at tilberede den førhen rå føde.

Man kan på en måde sige: I begyndelsen var måltidet.

Fællesskabet omkring måltidet er blandt andet og måske netop især opstået, fordi mennesket begyndte at varmebehandle sin mad ved ilden. Og bemærk, at vi er den eneste art, som varmebehandler sin mad!

Den amerikanske Harvard-antropolog Richard Wrangham har påvist, at madlavning over ilden er en vigtig årsag til menneskets evolutionære succes. At madlavningen på en måde gjorde os til mennesker, som han har beskrevet i sin bog ”Catching Fire”. Mennesket er en kok.

Tilberedning af maden gav tid til udvikling

Før ilden spiste vores forfædre den samme slags mad, som de højere primater og aberne gør i dag. Det vil sige rå, ubehandlet og svært fordøjelig mad. Den slags mad ville kræve en tredjedel af døgnets timer til at tygge, vel at mærke efter at man har brugt lige så lang tid på at samle maden ind.

Ved at tilberede maden over ilden, blev madens næringsstoffer mere tilgængelige, smagen forbedredes, og maden blev blødere og nemmere at spise.

Tænk på hvor kort tid, vi hver dag bruger på at tygge, og gå så hen og sammenlign med aberne i zoo! Det mindre tyggeri har faktisk været med til at give vores ansigt den form, det har.

Det er karakteristisk for os, at vi har et fladt ansigt, ingen snude, men en lille fremskudt næse, forholdsvis små tænder og et kort svælg. Aber har længere ansigter og et mere fremstående kæbeparti, som afspejler, hvorledes trykket fordeles i kraniet, når de tygger.

Den amerikanske evolutionsbiolog Daniel Lieberman mener, at ændringer i kosten, specielt på grund af menneskets brug af ilden til at varmebehandle maden, har ført til ændringer i formen af vores hoved. Lieberman udtrykker det sådan: ”Du er, hvordan du spiser.”

Let tilgængelig næring og dermed mere energi var helt afgørende faktorer for udviklingen af menneskets store hjerne. Vores store hjerne bruger cirka 30 procent af vores energi, og derfor har den varmebehandlede og næringsrige mad været helt afgørende for vores udvikling.

Måltidet som samlingspunkt

MAN KAN NU FORESTILLE SIG i en fjern fortid, at mændene gik på jagt og skaffede mad, mens kvinderne passede på ilden, så den var klar til at tilberede dagens fangst.

Denne arbejdsdeling bærer allerede antydningen af den slags fællesskaber, som man kan kalde familier eller i hvert fald en form for praktisk madkæresteri. Vi kan se for os, at den tilberedte mad blev spist i fællesskab omkring ilden. På den måde kan man måske også sige, at ilden gav anledning til pardannelser og det senere ægteskab.

Den varmebehandlede mad gjorde på den måde fællesskabet muligt. Men meget mere end det. Fordi der ikke skulle bruges så lang tid på at tygge den rå mad, blev der frigjort tid. Det at vores forfædre ikke længere skulle bruge otte timer om dagen på at samle mad og andre otte timer på at tygge den, gjorde, at der nu blev tid til noget andet. Og det er den tid, som antropologerne mener, har gjort det muligt at opbygge sociale strukturer, skabe kulturer og udvikle sprog — alle forhold, som jo i sig selv ikke er nødvendige for overlevelse.

Madlavning ved bålet civiliserede mennesket, og måltidet blev et samlingspunkt i hverdagen. Ved måltidet byder man hinanden maden, også selvom man ikke selv har lavet den, og det ligger der noget meget grundlæggende i. Man viser gennem måltidet kærlighed, slægtskab, samhørighed og fællesskab.

I måltidet ligger en respekt over for hinanden, men også en respekt over for den gave, det er at få mad — noget som vi i den grad har glemt, fordi mad i vores samfund i dag er på alle hylder og nem at anskaffe. Vi værdsætter ikke maden på samme måde som tidligere, hvor det daglige brød var, hvad det drejede sig om. Selve livsgrundlaget.

Men det fælles måltid kræver omsorg. Nutidens vigende respekt for maden og måltidet kræver vores opmærksomhed. Især optakten til et måltid og værtskabet for måltidet er betydningsfuldt for fællesskabsfølelsen. Ved at tale om, hvad man skal spise, og være med til at skaffe de råvarer, der skal indgå i et måltid, kan man skabe bedre forudsætninger for, at måltidet bliver til et reelt fællesskab.

Borddækning og anretning af maden i faste genkendelige rammer kan være med til at understrege betydningen af måltidet. Konsistent prioritering af det daglige fælles måltid over arbejde, elektroniske skærme og alskens fritidsaktiviteter skaber kontinuitet. Kontinuitet er vigtig. For ud over, at måltidet har karakteriseret os som mennesker, så skaber måltidet kontinuitet for den enkelte gennem livet, men også for familien og på tværs af generationerne.

Mange spiser alene

DET FÆLLES AFTENSMÅLTID er ikke længere en absolut ting, men ofte noget, man ser let på. Man spiser tit ikke samtidigt, for det er vigtigere at deltage i andre aktiviteter end at værne om fællesskabet omkring måltidet. Det gælder ikke kun fællesskabet, hvor man spiser sammen, men også hvor man forbereder og tilbereder maden sammen, og hvor man følger op bagefter. For mange er måltidet desværre blevet noget, der bare skal overstås. Det er blevet til en station på vej fra en aktivitet til en anden.

I dag bor og lever et rekordstort antal mennesker i Danmark alene, enten fordi de selv har valgt det, fordi de er blevet syge og gamle, eller fordi de har mistet en partner eller familie. 90 procent af de 1,6 millioner danskere, som er enlige, og hvoraf mange også føler sig ensomme, spiser ikke sammen med andre. Den lille enhed, familien, som i tidens morgen fandt sammen ved ildstedet, er blevet mere splittet. Det betyder, at mange spiser alene. Hvad det betyder for os evolutionært, kan man kun gætte på. Men hvis det fælles måltid har en evolutionær funktion, vil evolutionen i længden udradere dem, som spiser alene. Det lyder som brutal darwinisme, men kan måske give mening, når man ser det i sammenhæng med kostbetingede livsstilssygdomme.

En stærk måltidskultur kan bidrage til et godt liv

Det har altid været et mysterium, hvorfor folk i middelhavslandene traditionelt har færre livsstilssygdomme end andre. Man taler om den sunde middelhavskost. Men hvis man går gennem de enkelte elementer af denne kost, er de i sig selv ikke mere eller mindre sunde end det, vi spiser, eller det andre spiser. Men i middelhavslandene, hvor måltidet er det, dagen drejer sig om, er det en tradition, at man mødes ved måltidet, man tilbereder det hjemme, og alle spiser sammen. Det kan være denne stærke måltidskultur, som er afgørende for et velafbalanceret kostindtag, der i sidste ende giver et sundere liv.

Måltidskultur hænger altså også sammen med det gode og sunde liv. Derfor er det vigtigt at udvise omsorg for råvarer, madlavning, fællesspisning og det bredere sociale fællesskab omring måltidet. Det er opmuntrende, at der mange steder rundt omkring i landet i disse år bliver gjort en lokal indsats for at skabe måltidsfællesskaber, både for små og store grupper af personer og ofte på tværs af alder.

I begyndelsen var et fælles måltid, og sådan skal det fortsætte med at være.

Denne artikel var delvis inspireret af et interview med journalist Lousin Hartmann. Den har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, 21. maj 2017. 

Omtalt i artiklen

Centerleder, professor, dr. scient

Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.

Ole G. Mouritsen er professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet. 

Han er desuden præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.

Tidligere var Ole G. Mouritsen i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet (SDU).

Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet en række populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang, grøntsager og rogn.

Ole G. Mouritsen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).