”Jeg vil ikke have, at du vrænger af maden," sagde min mor ofte til mig.
I min barndom skulle vi vise maden respekt, og vi blev ofte mindet om, at der var mange børn i verden, der ikke blev mætte hver dag.
Til dagligt var der ikke mange muligheder for at dyrke sin individuelle smag. Der blev serveret hjemmelavet mad: frikadeller og gulerodssalat, suppe og boller i selleri. Nybagt leverpostej og medister fra naboens gris. Det, man i dag vil kalde mormormad. Og man spiste det, der blev serveret – det samme som de voksne – eller gik sulten i seng: ”Kan du ikke lide maden i dit hjem, sikke et held, du da bare kan købe dig et hotel - for dig selv!” – var en remse, vi børn hurtigt lærte.
Fødselsdagsmiddag og fri for flødeskum
Alligevel husker jeg, at der blev draget omsorg for mine personlige smagspræferencer. Når jeg havde fødselsdag for eksempel, og måtte bestemme, hvad der skulle serveres for de fem piger, der kom fra klassen. Og det blev da også respekteret, at jeg ikke kunne lide at smage på den varme mælk, som vi hentede hos bondemanden, når vi var på ferie i Norge, ligesom jeg aldrig fik flødeskum i den varme kakao, som de andre børn. Hvordan jeg fik fortalt min mor, at jeg ikke kunne lide mælk, husker jeg ikke. Men jeg husker tydeligt, at vi ikke måtte vrænge, for det var ikke retfærdigt over for de sultende børn i Kina.
I dag – og vi springer lige 50 år frem i tid – hænger der rundt om i skolerne en række plakater med ansigtsudtryk, som børnene skal lære at identificere. En af dem hedder: Find børn, der føler afsky.
Afsky. I sig selv et lidt gammeldags udtryk. Jeg har aldrig hørt en 8-årig sige: ”Mor, jeg føler afsky ved det her”. Derfor studsede jeg lidt ved at se plakaten med 100 små tegnede ansigter med forskellige ansigtsudtryk, de fleste af dem vrænger, som min mor ville sige.
Kan du aflæse afsky i et ansigt?
Afsky kan – som så mange andre følelser - aflæses i ansigtet. Det er et universelt ubehagsudtryk, som forstås af de fleste – men det, der ligger bag, er ikke universelt. Vi kan individuelt føle afsky for noget, vi kan have en tillært aversion, vi kan være generelt kræsne, eller vi kan have afsky pga kulturelle og religiøse tabuer. Men udtrykket er det samme.
I mit hjem skulle man lære at tøjle sin afsky og sine ansigtsudtryk. Dengang begrundet i en solidaritet med andre i mit segment: børnene ude i verden. Eller begrundet i hjemmets fællesskab (modsat hotellets individualisme).
I dag skal man stadig lære at tøjle sine følelser og umiddelbare reaktioner over en lugtende ost, en tabt is eller et fristende kagestykke – og det er blevet lærernes job at undervise i det. I dag handler det om at lære at aflæse den andens ansigtsudtryk, forstå det og kunne tale om det. At det nu indgår som et offentligt anliggende, underlagt en bestemt pædagogisk model, er interessant.
Afsky, kræsenhed og aversioner indgår i et socialt samspil – hvor ansigtsudtryk og fortolkningen af disse har en stor betydning. Hvordan har du lært at tøjle din barndoms spiseafsky? Hvad siger du til dit barn, når det vrænger af maden? Og hvad mon er skolens begrundelser for, at børn skal lære hvordan afsky ser ud?
Omtalt i artiklen
Susanne Højlund er lektor i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund - Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet. Her arbejder hun med emnet smag i antropologisk madforskning.
I Smag for Livet undersøger og formidler hun bl.a., hvordan børn skaber og deler viden om smag, samt en række spørgsmål om smag og bæredygtighed.
Susanne Højlund er også hovedkraften og idekvinden bag det internationale symposium Creative Tastebuds, som fandt sted første gang på Aarhus Teater i september 2017. Creative Tastebuds gentages i maj 2021 på Maltfabrikken i Ebeltoft, denne gang med fokus på smag og bæredygtighed.
Tilføj kommentar