Svend Bonde er født og opvokset i den lille havneby Glyngøre ved Limfjorden. Hele livet har han spist masser af blåmuslinger, fisk og skaldyr. Han har haft udsigt til fjorden og krudt i røven, som han siger, og han har brugt sanserne i sit arbejde hver eneste dag.
Svend Bonde er født ind i fiskerierhvervet og har gennem sit professionelle liv udviklet sig sammen med dem, han har arbejdet sammen med - restauranter, kokke og mange andre. Men han kan stadig blive overrasket over smagen af østers, som påvirkes af årstiden. Sæsonen har forskellig smag, siger han.
I videoen her fortæller han om sit arbejde, om den friske, mineralske smag af østers og om den rigtige måde at spise dem på.
Om smagsfilmene i denne serie:
De seks film i denne serie er lavet i 2017 og 2018 af forsknings- og formidlingscentret Smag for Livet. Formålet er at give en introduktion til madprofessionelles brug af sanserne i deres håndværk, og dermed inspirere til at anerkende sanserne som vigtige redskaber i det professionelle liv.
Filmene vil kunne bruges til undervisning på de tekniske skoler og i folkeskolens mellemtrin og udskoling, fx i madkundskab i forbindelse med færdigheds- og vidensmålene om smag og tilsmagning og/eller råvarekendskab.
Tilrettelæggelse: Mathias Skovmand-Larsen, Smag for Livet
Produktion: Simone Hedelund
Fotograf: Jonas Bang
Instruktør: Daniel Schefte
Klippere: Mikkel Stenild og Emil Vinther
En særlig tak til de medvirkende: Casper, Svend, Jens, Ane, Ian, Mads og Dak.
Omtalt i artiklen
I sin tid i Smag for Livet var Mathias Skovmand-Larsen researcher ved Nordic Food Lab og Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet. Han er nu adjunkt i madkundskab på UCC - et job, han også havde før sin tid i Smag for Livet.
Før det var han projektleder for Restaurant Relæ samt leder af importfirmaet Vinikultur.