Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Øvelse gør mester: Sæt ord på, når du smager på vin. Foto: Pixabay
    Øvelse gør mester: Sæt ord på, når du smager på vin. Foto: Pixabay

Du er her

Vinsmageskolen: Sæt ord på vinens smag

Søger...

Øvelse Det kan være svært for almindelige vindrikkere at forstå, når knap så almindelige vinanmeldere giver den gas med ord på vinenes smage. Vil du være med til at tage udfordringen op?

Jordbær, hindbær og puddersukker. Vanilje, fad og kirsebær. Mineralsk, medicinsk og mudret. Babyble, hestestald og dyrisk vildskab.

Ord for vinens smag – eller rettere duft, for det er i virkeligheden duftstofferne, de beskriver – kan virke vanvittige, men der er mening bag galskaben. For producenter, anmeldere og indkøbere, er alle ordene et professionelt værktøj til at holde styr på smagene og skelne vinene.

Hvis producenterne ikke kunne sætte ord på smagen, ville de ikke kunne udvælge og blande de forskellige druers moste til den helt rette smag; indkøberne ville ikke kunne sammenligne vine; og anmelderne ville ikke kunne fortælle os forbrugere om vinene og hjælpe os til at vælge netop den smag, vi ønsker.

Præcision eller ordflom

Skal vinordene virke godt, skal de altså være præcise og genkendelige for andre. Når du siger vanilje, skal din borddame/-herre vide, hvad vanilje dufter af, og kunne opfatte duften af vanilje i vinen.

Som regel er der derfor gode forklaringer bag både ordene og duftenes ophav. Duften af vanilje stammer fra de egetræsfade, som vinen er lagret på. Duften af hestestald fremkommer, når en særlig vildgær, Brettanomyces, har været aktiv i vinfremstillingen. Særlige bakterier kan stå bag den medicinske smag (a la menthol og hostesaft). Og så fremdeles med flere af de mere almindelige dufte, som du kan læse om i lågen om vinens dufte.

Nogle gange kan det dog stikke af i noget, der minder om munddiarré. For hvad smager "mudret" og "dyrisk vildskab" lige af? For ikke at nævne "babyble"?

Kan I hamle op med de professionelles ordflomme? Giv os jeres sygeste smagsord på vin – og gerne navnet på vinen, så vi andre kan smage efter ;)

Omtalt i artiklen

Projektkoordinator

Mikael Schneider er videnskabsjournalist, cand.scient. i humanbiologi og ph.d. i sundhedsvidenskab.

Han er projektkoordinator i GastroLabCollege. I Smag for Livet var han centrets projektkoordinator og en del af ledelsen. Hans rolle var at koordinere, facilitere og formidle Smag for Livets projekter, tværfaglige arbejde og nye samarbejder med eksterne partnere.

Han er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).

Sammen med Eva Rymann har han udgivet bogen Sådan smager børn. Den videnskabelige forklaring på, hvad dit barn vælger at spise - og hvorfor (Gyldendal, 2018) og En festival af smag (Smag for Livet Forlag, 2021).

Tilføj kommentar