En international kommission af eksperter fra 16 forskellige lande (EAT-Lancet Commission 2019) har i en rapport om jordens fødevaresystemer i den såkaldt antropocæne epoke fremlagt anbefaling af en kost, der både er sund og bæredygtig. Denne kost består overvejende af grøntsager, frugter, fuldkorn, bælgfrugter, nødder og umættede fedtstoffer, kun moderate eller små mængder af fisk og fjerkræ og intet eller meget lidt rødt kød, forarbejdet kød, tilsat sukker, raffinerede cerealier og stivelsesholdige grøntsager.
Der er mange udfordringer, ikke mindst politiske, ved at følge rapportens anbefalinger. En af dem er, om vi virkelig kan spise så meget grønt? Smager det godt nok? Al erfaring tilsiger, at ligegyldigt hvor sund, bæredygtig og i alle henseender fornuftig en kost end måtte være, så spiser vi den ikke i længden, hvis vi ikke synes om smagen. Løftede pegefingre virker ikke.
Så vi kommer ikke uden om smagen. Men her kan naturvidenskaben og specielt gastrofysik komme os til hjælp med at frembringe velsmag og foreslå tilberedninger af plantebaseret mad, så det får en ønsket tekstur. Når en sådan indsats fra videnskabens side kombineres med kokkekunst, godt håndværk, entreprenørskab og et bredt formidlingsarbejde over for ikke mindst børn og unge, har vi måske en chance for at komme i mål.
Problemet med grøntsager
Hvis der er et problem med grønt og grøntsager, kan man sige, at det skyldes, at det ikke er beregnet til at blive spist. Det er kun planternes modne frugter, der set fra planternes side skal spises for at sprede frø og sporer. Rødder og de grønne stængler og blade skal ikke spises, og derfor er disse plantedele ofte sure og bitre og i mange tilfælde giftige. Det er planternes form for kemisk krigsførelse, som er nødvendig, fordi planter i modsætning til dyr ikke kan løbe væk fra en fjende.
Selv om vi har forædlet mange kulturplanter, så de er ugiftige og mindre bitre end deres vilde slægtninge, så står det tilbage, at det grønne normalt hverken har sød smag eller umamismag. Det er et problem, fordi mennesket som art gennem evolutionens forløb er udviklet til at søge føde, der smager sødt og umami. Sødt signalerer kalorier, og umami signalerer lettilgængelige proteiner, og begge dele er godt for overlevelse i evolutionær tidsskala. Modsat er bittert et signal til at spytte maden ud, fordi den kunne være giftig.
Kun visse plantedele, især frugter som modne tomater og grønne ærter, har pæne mængder af det stof, glutamat, som giver såkaldt basal umami. Glutamat er saltet af aminosyren glutaminsyre. Umamismag kan forstærkes af en anden slags stoffer, der giver såkaldt synergistisk umami. Disse stoffer er nedbrydningsprodukter af nukleinsyrer, såkaldte nukleotider,specielt inosinat (som især findes i fisk, skaldyr og kød), guanylat(som især findes i svampe) og adenylat (som især findes i skaldyr og tomater).
Kød og fisk kan have store mængder af inosinat, fordi det fremkommer ved nedbrydning af ATP, som er energikilden til musklernes bevægelse. Da planter ikke har muskler, er der ikke meget synergistisk umami at hente i det grønne. Derimod har visse svampe, især shiitake, store mængder af guanylat. Derfor er svampe meget brugte i det vegetariske køkken til at give umamismag.
For at give grønt og især grøntsager sødme og umami skal der arbejdes med dem i køkkenet. Nogle grøntsager, for eksempel gulerødder og kartofler, bliver mere søde ved opvarmning, og i nogle tilfælde kan bitterstoffer i for eksempel kål udskilles ved kogning. Men de mest effektive måder at give sødme og umami på er at tilføre ingredienser, der i sig selv er søde og har umami som sukker, tomat og fermenterede produkter, eller at nedbryde planternes makromolekyler, dvs. kulhydrater, proteiner og nukleinsyrer, i sukre, aminosyrer, små peptider og nukleotider. Disse små molekylære nedbrydningsprodukter kan have sød smag og umamismag i modsætning til de store makromolekyler, som vi ikke kan smage. Nedbrydningen kan foregå ved forskellige former for fermentering under medvirken af mikroorganismer som svampe og bakterier eller direkte ved hjælp af enzymer.
“Umamificering”af grønt
Der findes en række nemme metoder til at give umami til grøntsager uden direkte at nedbryde planterne ved fermentering, som vi kommer tilbage til senere. Nogle af disse metoder kendes fra det traditionelle danske køkken, hvor man har brugt kogevandet fra kartofler, som har pæne mængder af glutamat, til at lave saucer og til at dampe grøntsager i. Men der er også andre nemme løsninger, som vi umiddelbart kan hente hjem til vores eget køkken fra madkulturer, der bygger på en overvejende vegetarisk eller vegansk kost, for eksempel i Østen.
Det drejer sig om at tilføje umami med ekstrakter af smagsstoffer fra for eksempel tang og svampe og ved tilsætning af fermenterede vegetabilske produkter som miso og soyasauce. For vegetarer er der også mulighed at tilføre umami via æg og fermenterede mælkeprodukter (ost og surmælksprodukter).
For veganere er udfordringen straks mere vanskelig, og her må man ty til svampe og gærprodukter. Fleksitarer har straks mange flere muligheder, for eksempel forskellige fermenterede marine produkter som tørret fisk, fiske- og blækspruttesauce, ansjospasta og forskellige bouilloner lavet på kød og ben, der alle giver kraftig umami og umamisynergi.
Kokumi
Det er i de senere år blevet klart, at der er et særligt smagsindtryk, som har fået navnet kokumi. Kokumi, som betyder noget i retning af kontinuitet og mundfylde og spiller godt sammen med umami, forbindes normalt med fødevarer af animalsk oprindelse, særligt kammuslinger, fiskesauce og fermenterede rejer. Men fermenterede bønner i form af sojasauce tillægges også kokumi, ligesom ekstrakter af hvidløg fremkalder kokumi sammen med andre fødevarer. Et af de stoffer, der findes i disse fødevarer, er stoffet glutathion, som fornylig også er fundet i store mængder i visse svampe, især karljohan. Kokumi er også en vej til at give velsmag til grønt.
Fermentering af grøntsager
Mange af de traditionelle sylteteknikker indebærer fermentering som en måde at konservere grøntsager på og gøre næringsstofferne mere tilgængelige. Samtidig udvikles aromaer og smagsindtryk, som vi har lært at sætte pris på. Mælkesyregæring med mælkesyrebakterier er nok den mest velkendte. Men der findes en lang række andre mikroorganismer, som udnyttes ved tilberedning af grøntsager, ikke mindst soyabønner, for eksempel til fremstilling af soyasauce, miso og tempeh. Alle disse produkter har kraftig umamismag med masser af glutamat. I princippet kan man bruge alle slags råvarer, som indeholder proteiner, for eksempel kornsorter som byg, hvede og ris, samt bælgfrugter som ærter, bønner og linser, til ved fermentering at frigive umamismag.
Koji er ren magi
Som et eksempel på en fermentering, man let selv kan lave i sit eget køkken, men som også har stor industriel betydning, vil vi se på koji. Koji er det japanske udtryk for en svampekultur af en mikroskopisk svamp, Aspergillus oryzae.
Svampen bruges til fremstilling af soyasauce, miso og sake, men den har også en fantastisk virkning på grøntsager.
Grunden hertil er, at svampens enzymer nedbryder grøntsagernes kulhydrater til søde sukre og proteinerne til frieaminosyrer, som har sødme og umamismag. Så vi får i ét hug netop de grundsmage, som det grønne mangler. Selvom der produceres sukre, forøger det ikke madens kalorieindhold, fordi kulhydraterne alligevel ville blive nedbrudt til sukre i vores mave-tarmsystem.
Ved produktion af sødme og umamismag opnår man samtidig den bonus, at bitre grøntsager kommer til at smage mindre bittert. Hvis man dertil bemærker, at man på den måde kan lave velsmagende grøntsager uden fedtstof, er det klart, at koji er noget af et mirakelmiddel, der kan hjælpe os til at spise mere grønt. Min påstand er, at med koji kan man få børn til at spise broccoli.
Det kan være lidt indviklet at bruge selve den levende Aspergillus oryzae-kultur i et hjemmekøkken, men det er der råd for, fordi vi har kun brug for svampens enzymer til at udføre miraklet. Der findes nu et kommercielt produkt kaldet shio-koji alene med enzymerne i en saltopløsning (shio betyder salt). Dette produkt har lang holdbarhed og kan nemt anvendes, og man behøver ikke at forholde sig til en levende kultur.
Teksturen er vigtig
Smag er vigtig for vores accept af det grønne, men mundfølelsen er ofte mindst lige så vigtig. Mundfølelse kaldes også for tekstur, som teknisk set defineres som den del af madens struktur, som vores taktile sans i mundhulen kan opfange. Mundfølelse er altså ikke smag i streng forstand, men alligevel en vigtig del af smagsoplevelsen. Vi bruger forskellige sproglige udtryk for mundfølelse, for eksempel hård, blød, saftig, sprød, knasende, klistret, melet, osv. Mundfølelse er derfor mere et spørgsmål om fysik end kemi, og i nogle tilfælde kan vi udføre kvantitative målinger af fysiske parametre, der er med til at karakterisere mundfølelsen.
Grøntsager og frugt afvises ofte, ikke mindst af børn, fordi teksturen ikke er indbydende eller som forventet. Et eksempel er grøntsager, der er kogt for bløde, eller et æble som er for hårdt eller for melet.
De fleste foretrækker grøntsager, som er knasende og sprøde. Vi har arbejdet en del med at undersøge, hvordan man kan lave sprøde grøntsager, som holder sig knasende sprøde i lang tid, og som samtidig har fået tilført umamismag. Igen kan man her trække på en japansk tradition, tsukemono, som betyder “syltede sager”. Tsukemono indebærer behandling af grøntsager med salt, sukker, syre og forskellige mikroorganismer. I alle tilfælde svarer tilberedningsteknikkerne til, at man ændrer vandets kemiske potential i grøntsagerne og dermed også cellestrukturen og teksturen.
En særlig effektiv, men også overraskende metode til at fremstille knasende grøntsager benytter sig af tørring og derefter marinering i lager, som indeholder meget umamismag, for eksempel fra tang, soyasauce, gærrester og bærme fra bryggerier eller eventuelt et stænk af fiskesauce. Vi har for nylig fastlagt umamipotentialet for en lang række danske og udenlandske tangarter for at kunne optimere umamismagen i marinaden. Ved tørringen mister grøntsagerne 2/3 af deres vægt, og ved rehydreringen i marinaden optager de noget af denne væske igen, men cellestrukturen er mere slap end i den friske grøntsag, men alligevel meget knasende.
Grøntsager behandlet som tsukemono kan med fordel bruges til at skabe interessante teksturkontraster i retter med andre grøntsager, som kræver noget modspil, for eksempel kogte bønner, grøntsagsmos eller en kedelig grøn salat.
Med fokus på den sprøde tekstur er der dermed basis for at gøre det mere indbydende at spise mere grønt, og desuden bringer tsukemono også umami på bordet.
Uudnyttede råvarer og sidestrømme
Et vigtigt led i EAT-Lancet Commission-rapporten er en 50% reduktion i spild af fødevarer og mad. Hertil kan tilføjes bedre udnyttelse af sidestrømme og “affald” fra fødevareproduktion til menneskeføde. Et eksempel er mask, der er restproduktet fra ølproduktion, efter urten er kogt af. Der foregår i dag forskning med henblik på at udnytte dette affaldsprodukt, for eksempel i bagerier eller som råvare til sekundær fermentering.
Et andet eksempel er fiskeaffald, som kan fermenteres til fiskesaucer med stort umamipotentiale og derfor blive smagsgiver til en grøn kost. Man kan også forestille sig, at insekter og invasive arter som sortmundet kutling og stillehavsøsters kan anvendes på samme måde. Vo res forskning viser, at fermentering af forskellige danske fisk, insekter og bælgfrugter giver saucer, der er meget delikate og har stort umamipotentiale.
Havet er på den ene side en overudnyttet ressource, når det drejer sig om mange konsumfisk, som er overfisket eller ligefrem truet. På den anden side er der uudnyttede ressourcer i form af blæksprutter, som er i global vækst. Vores forskning viser, at danske tiarmede blæksprutter har et betydeligt umami-potentiale. Desuden findes der en række fiskearter, som kaldes skidtfisk, for eksempel brisling, som vi bare ikke har tradition for at spise, men i stedet anvender som fiskemel til dyrefoder med stort tab af næringsstoffer til følge. Disse marine produkter kan alle hjælpe til at tilføre den umamismag, som vi mangler i en grønnere kost.
Formidling er vigtig
Forskning i fødevarer er afgørende for, at vi kan gøre os forhåbninger om fremover at kunne spise både sundt og bæredygtigt med basis i en mere plantebaseret, grøn kost. Der er meget, den enkelte kan gøre i sit eget køkken, men en større indsats nationalt og globalt vil kræve mere viden og mere fødevarevidenskabelig forskning. Desuden vil implementeringen af nye tilgange kræve et tæt samarbejde mellem forskere fra forskellige fagområder, kokke, fødevareproducenter, innovationsfolk og fødevareindustri.
Men det kræver også noget helt andet og mere komplekst, som handler om at påvirke og ændre smagspræferencer, herunder vores madmod og smagsmod. Den enkeltes smagspræferencer afhænger af mange forskellige forhold som alder, opvækst, madkultur og tradition. Her starter det med børnene, og vejen frem er en satsning på et massivt formidlingsarbejde, som starter med at give børnene ejerskab til deres egne sanser.
Man kan få børn til at udvikle mere ejerskab til deres egne sanser ved at lave eksperimenter med, hvordan man bruger alle fem sanser til at smage på råvarer og mad og bedømme, om man kan lide det eller ej. Ejerskabet forstærkes af sprogligt at kunne sætte ord på, hvad man sanser. Gennem sanserne vil børn dermed lære om sig selv og deres omverden ikke mindst i skolen. Med den ballast vil de blive smagskompetente og smagsmodige og dermed forhåbentlig selv i stand til at navigere indsigtsfuldt i et komplekst fødevarelandskab. Det er den mission, det nationale forsknings- og formidlingscenter Smag for Livet er på.
Denne artikel er også udgivet i Aktuel Naturvidenskab med tilhørende arbejdsark om smagen af grøn mad. Arbejdsarkene er til Biologi A, kemi A og bioteknologi A og kan downloades her (scroll ned til "Arbejdsark om smagen af grøn mad").
Læs mere:
Faxholm, P.L., C.V. Schmidt, L.B. Brønnum, Y.-T. Sun, M.P. Clausen, R. Flore, K. Olsen & O.G. Mouritsen: Squids of the North: gastronomy and gastrophysics of Danish squid. Int. J. Gast. Food. Sci. 14, 66-76 (2018).
Mouritsen, O.G. & K. Styrbæk. Tsukemono: Sprøde grøntsager på japansk. Gyldendal, København (2017).
Mouritsen, O.G., L. Duelund, G. Calleja & M. B. Frøst. Flavour of fermented fish, insect, game, and pea sauces: garum revisited. Int. J. Gastronomy Food Sci. 9, 16-28 (2017).
Mouritsen, O.G. Tsukemono - crunchy pickled foods from Japan: a case study of food design by gastrophysics and nature. Int. J. Food Design 3, 103-124 (2018).
Mouritsen, O.G. & K. Styrbæk. Grøntsager vil ikke spises. Weekendavisen 27, 5. juli, Ideer s. 13 (2019).
Mouritsen, O.G., L. Duelund, M.A. Petersen, A.L. Hartmann & M.B. Frøst. Umami taste, free amino acid composition, and volatile compounds of brown seaweeds. J. Appl. Phycol. 31, 1213-1232 (2019).
Willett, W. m.fl. Food in the Anthropocene: the EAT–Lancet Commission on healthy diets from sustainable food systems. Lancet 393, 447-492 (2019.)
Omtalt i artiklen
Ole G. Mouritsen er centerleder i Smag for Livet.
Ole G. Mouritsen er professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet.
Han er desuden præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi.
Tidligere var Ole G. Mouritsen i en årrække leder af MEMPHYS – Center for Biomembranfysik ved Syddansk Universitet (SDU).
Han er ekspert i biofysik og gastrofysik og har særligt fokus på formidling af naturvidenskaberne til den brede befolkning bl.a. gennem viden om mad og smag. Foruden sine mange forskningspublikationer har han udgivet en række populærvidenskabelige bøger om bl.a. umami, mundfølelse, blæksprutter, tang, grøntsager og rogn.
Ole G. Mouritsen er en af seks faglige redaktører bag bogen Gastrofysik og smagshåndværk (Praxis, 2024).