Gå til hovedindhold

Vil du have nyt om smag inden for forskning, håndværk og undervisning? Tilmeld dig Smag for Livets nyhedsbrev her.

  • Smagsambassadør Mie Thorborg Pedersen (i midten, med briller) og de øvrige modtagere af EliteForsk-rejsestipendiet med kronprinsessen og Uddannelses- og Forskningsministeren.
    Smagsambassadør Mie Thorborg Pedersen (i midten, med briller) og de øvrige modtagere af EliteForsk-rejsestipendiet med kronprinsessen og Uddannelses- og Forskningsministeren. Foto: UFM

Du er her

Gastrofysiker og smagsambassadør får EliteForsk-rejsestipendium

Søger...

Artikel Mie Thorborg Pedersens forskning i vandmænds potentiale som delikatesse har givet genlyd i verdenspressen. Nu har hun fået et af de prestigefyldte EliteForsk-rejsestipendier.

Gastrofysiker, ph.d.-studerende og Smag for Livet-smagsambassadør Mie Thorborg Pedersen er en af årets modtagere af Uddannelses- og Forskningsministeriets EliteForsk-rejsestipendier.

Ministeriet uddeler hvert år fem EliteForsk-priser og op til tyve EliteForsk-rejsestipendier til nogle af landets dygtigste og mest talentfulde forskere og forskerstuderende. Priserne overrækkes på den årlige EliteForsk-prisuddeling, hvor uddannelses- og forskningsministeren, kongehuset og repræsentanter for den danske forskningsverden deltager.

EliteForsk-initiativet har til formål at skabe opmærksomhed om den ypperste forskning i Danmark samt stimulere forskertalentmassen.

Mie Thorborg Pedersen ved EliteForsk-overrækkelserne. Foto: Mathias Porsmose Clausen.
Mie Thorborg Pedersen ved EliteForsk-overrækkelserne. Foto: Mathias Porsmose Clausen.

Mie Thorborg Pedersens ph.d-projekt handler om at afdække de gastrofysiske perspektiver af vandmænd - fra mikroskopiske strukturer til makroskopisk sprødhed, som hun selv kalder det.

"I takt med at jordens befolkning vokser, bliver det nødvendigt at se os omkring efter nye næringskilder. Fremtidens mad skal ikke kun være sund og bæredygtig, men skal også være velsmagende. Vandmænd er en uudnyttet ressource fra havet, men de fleste forbinder dem med et ulækkert, slimet dyr på stranden, der ikke ligefrem indbyder til at blive spist," fortæller hun og spørger videre:

"Hvordan forvandler man en slimet gelémasse bestående af ca. 96 % vand til noget gastronomisk interessant? Man kan ikke koge, stege eller sylte vandmænd på samme måde, som vi er vant til at tilberede andre fødevarer – vandmanden går simpelthen i opløsning.

Igennem mit forskningsprojekt prøver jeg at forstå vandmandens bløde materiale fra et fysisk og kemisk perspektiv for på den måde at finde nye tilberedningsmetoder af vandmand, og hvordan vandmandens tekstur forandrer sig igennem disse processer. Baseret på teoretiske modeller af, hvordan geler opfører sig i forskellige opløsningsmidler kombineret med avanceret mikroskopi, har jeg vist, at man ved at lægge vandmænd i alkohol kan transformere vandmænd til sprøde chips. Så måske er vandmand en af havets fremtidige delikatesser?"

Mie Thorborg Pedersen er tilknyttet Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet. Hun bor med sin familie ved Kertinge Nor på Fyn, hvor hun fanger de vandmænd, hun benytter i sine eksperimenter.

Omtalt i artiklen

Cand.scient., ph.d-studerende

Gastrofysiker Mie Thorborg Pedersen er videnskabelig assistent i Smag for Livet, hvor hun bl.a. formidler sin forskning i vandmænds fysik og smag.

Hun er pt. i gang med sit ph.d.-projekt om gastrofysiske perspektiver af vandmænd. Hun modtog i marts 2020 et EliteForsk-rejsestipendium for sit arbejde.

Lektor

Smagsambassadør.

Mathias P. Clausen er lektor ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi, SDU.
Han har i 2014 - 2018 været deltager i Smag for Livet, hvor han både har bedrevet forskning og formidling i gastrofysik.

Mathias P. Clausen er nu smagsambassadør i Smag for Livet.